Arrangement ved ph.d.-programmet for Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Skriv ph.d.-afhandlingens ’kappe’: Struktur, sammenhæng, kvalitetskriterier, og bidrag. 3-dags ph.d.-kursus arrangeret af Ph.d.-skolen ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Skriv ph.d.-afhandlingens ’kappe’: Struktur, sammenhæng, kvalitetskriterier, og bidrag

3-dags ph.d.-kursus arrangeret af Ph.d.-skolen ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet.

Tidspunkt

27.04.2021 - 29.04.2021

Beskrivelse

I akademisk skrivning hænger form og indhold sammen. Derfor er elementer som struktur, sammenhæng og rød tråd vigtige for kvaliteten af den tekst, som formidler forskningsaktiviteterne og de resultater, som den ph.d.-studerende producerer. Det, vi kan kalde ’det akademiske håndværk’ handler ikke kun om systematik refleksion angående fokus, forskningsspørgsmål, analyseenhed, teori og begreber, videnskabsteori, design, metode og etik, samt analyseproces. Kvaliteten af håndværket handler i høj grad også om skriftligt at argumentere for de valg, som man tager eller har taget desangående og at opbygge en tekst, hvor disse valg og deres konsekvenser er tydelige i indhold og struktur.

Dette arbejde starter tidligt i processen og pågår kontinuerligt i løbet af en ph.d.-proces. Kurset er derfor designet til at deltagere kan få glæde af oplæg, øvelser og pensum uanset hvor de er i ph.d.-forløbet.

Formålet med ph.d.-kurset er at sætte fokus på det akademiske håndværk, der skal til for at skrive og redigere en afhandlings elementer, så de ved afhandlingens færdiggørelse fremstår som en struktureret, sammenhængende tekst af høj kvalitet, hvor resultaternes gyldighedsbetingelser og bidrag er tydeligt præsenteret. På kursets tre dage arbejder vi med dette gennem forelæsninger, konkrete øvelser, og fælle diskussioner med henblik på at opbygge og udvide deltagernes ’værkstøjkasse’.

Kurset bygger på nyeste forskning i akademisk skrivning, særligt angående klarhed, struktur, form-indhold relationen, kvalitetskriterier som reliabilitet, kohærens, transparens, og analytisk generaliserbarhed. Samtidig er det et praktisk kursus, hvor deltagerne arbejder konkret med deres egen tekst i forhold til kursets emner

Kursusdeltagerne skal indsende et 10 siders paper hvori de præsenterer deres eget arbejde i relation til kursets nøglebegreber, samt reflekterer over hvad deres skrivemæssige udfordringer og ambitioner er i relation hertil.

Program: 

Dag 1: Struktur. Vi starter med at rammesætte kurset og diskutere hvordan afhandlingens overordnede struktur hænger sammen med – og gerne skal støtte – formidlingen af deltagernes forskning. Vi diskuterer forskellige tilgange til struktur og strukturering af tekst, forskellige genrer og faglige discipliner, samt hvordan struktur også kan være koblet til forskerens egen ’stemme’ (begrebet om voice i skrivning).

Dag 2: Kvalitet. På andendagen sætter vi fokus på kvalitet i forskning og i akademisk skrivning som proces og produkt. Vi diskuterer forskellige kvalitetskriterier og inddrager nyere forskning om kvalitet koblet ikke kun til de ’klassiske’ kvalitetskriterier for forskning, men også til begreber som f.eks. konsistens, relevans, refleksivitet, klarhed, autencitet, engagement, tvivl/åbenhed, repræsentativitet mv.

Gennem øvelser, oplæg, forelæsning og diskussion får vi nuanceret og præciseret forståelsen af, hvad diskussioner om kvalitet kan indeholde, og hvorfor de er så vigtige for forskning generelt og for håndværket i at skrive en phd-afhandling som en samlet, sammenhængende tekst.

Dag 3: Bidrag. På trejdedagen fokuserer vi på afhandlingens bidrag. Hvad er et forskningsmæssigt bidrag? Og hvor bidrager man? Ofte bidrager en ph.d. afhandling til et (eller flere) forskningsfelter, til et praksisfelt, og måske også til den offentlige debat eller policy-udvikling. Gennem øvelser og oplæg fra undervisere og deltagere skal vi undersøge og diskutere, hvordan håndværket med at skrive og strukturere en ph.d. afhandlings kappe også skal støtte den tydelige formidling af afhandlingens bidrag og perspektiver.

Kursusholder: Ninna Meier, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde 

Underviser: Ninna Meier og Charlotte Wegener

ECTS: 3

Tidspunkt: 

27/4: Klokken 10:00 - 16:00 (Morgenmad fra 9:30)
28/4: Klokken 9:00 - 16:00
29/4: Klokken 9:00 - 15:00 

Sted: Lokale information kommer

Postnummer: 9220

By: Aalborg Øst 

Antal pladser: 16

Deadline for tilmelding og indsendelse af paper: 1. april 2021

Tilmeld dig i ph.d. Moodle

Arrangør

Ph.d.-skolen ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aalborg Universitet

Adresse

Aalborg Øst

Institut for Sociologi og Socialt Arbejde • Fibigerstræde 13 • 9220  Aalborg Øst • Telefon: +45 9940 2825 • Mail:  inst.issa.kom@socsci.aau.dk
EAN nr.: 5798000420649 • P numre; Aalborg: 1012066143, København: 1018019139