Af Maria Appel Nissen, Lena Marie Munk Troldborg, m.fl. fra Projekt Samvær

Illustration: AI med logo fra Altinget Børn

Kronikken er oprindeligt bragt i Altinget Børn den 10.02.24

Vi starter med et fiktivt, men realistisk, eksempel.

Louise er ti år og har været anbragt i samme plejefamilie, siden hun var tre år. Hun har samvær med sin mor i en 'samværslejlighed' to timer én gang om måneden, og samværet støttes af en samværskonsulent.

Efter det seneste samvær bliver socialrådgiveren i kommunen kontaktet af plejemor. Hun fortæller, at Louise har haft det svært. Louise fortæller socialrådgiveren, at hun vil have plejemor med til samvær.

Socialrådgiveren kontakter samværskonsulenten for at høre, om der er sket noget særligt i samværet. Socialrådgiveren undrer sig, for Louise er i en stabil anbringelse, har meget begrænset men stabilt samvær med sin mor, og der er ikke planer om hjemgivelse. Samværskonsulenten har ikke observeret noget utrygt i samværet.

Moren har personlige og sociale udfordringer og et meget dårligt helbred. For nogle år siden fik hun en varig kognitiv skade fra en ulykke. Hun har siden accepteret, at Louise er anbragt. I samværet er moren lidt usikker i sin tilgang til Louise. Louise er lidt tilbageholdende men ikke afvisende. Med lidt støtte bliver samværet en stund, hvor de mødes om eksempelvis musik, billeder eller små film, Louise har lavet på telefonen.

Plejemor er med til næste samvær, som bliver lidt anderledes; plejemor vil gerne fortælle om Louises hverdag, Louise virker afventende og usikker, moren trækker sig og virker opgivende. Det er svært for samværskonsulenten at ændre på situationen, fordi tiden er begrænset. Hun vil fremover prøve at støtte samværet, så der bliver plads til alle og ikke mindst Louise. Men mønsteret fortsætter. På et tidspunkt kontakter plejemor igen socialrådgiveren: Louise vil ikke til samvær med sin mor.

Barnet kan komme til at stå i en vanskelig loyalitetskonflikt, hvor dets synspunkter og behov kan blive presset.

Staten står på barnets side

Med Barnets Lov får børn som Louise partsstatus fra de er 10 år. Barnet skal høres, og dets synspunkt skal i højere grad lægges til grund for myndigheders vurderinger og afgørelser.

Som udtrykt i aftaleteksten bag loven Børnene Først ønskes der et tidssvarende børnesyn: Børns retssikkerhed skal prioriteres, og de skal opleve et børnevenligt system, der møder dem med en målrettet og sammenhængende indsats.

Denne bevægelse er ikke enestående for Danmark. Det er en omsætning af FN's konvention om barnets rettigheder til dét, forskningen karakteriserer som et Børnefokus. Med afsæt i ideen om børn som individer ses staten som garant for sikring af deres behov og lige muligheder. Dette indebærer også at intervenere og eventuelt anbringe tidligt med det formål at undgå de negative konsekvenser af dårlige opvækstvilkår.

Når forældrene ikke vurderes egnede til at varetage omsorgen for deres barn, står hensynet på barnets side. Men hvad vil det sige at sætte hensynet til barnet først? Hvordan kan vi vide, om barnets ret er det samme som barnets behov?

Der skal arbejdes grundigt med dette. Ellers kan barnet komme til at stå i en vanskelig loyalitetskonflikt, hvor dets synspunkter og behov kan blive presset både retligt, følelsesmæssigt og relationelt.

Aftaletekst: Børnene Først

Konflikter kan sløre barnets behov

I Danmark har vi begrænset viden om samvær, og hvad det betyder for barnets trivsel og udvikling. International forskning peger på, at et velforberedt og -understøttet samvær kombineret med andre indsatser kan have en positiv betydning for anbragte børns udvikling.

Dette handler blandt andet om at barnet, forældre og plejeforældre støttes i at finde deres rolle og balancere deres relationer på trods af svære og nogle gange modstridende følelser, interesser og loyalitetskonflikter.

Konflikter mellem de voksne omkring barnet kan gøre barnets position utydelig – som i eksemplet, hvor der er forskellige observationer og hvor det er svært præcist at vide, hvad der er Louises behov. 

Modsat viser forskning, at hvis der kan skabes en fungerende fælles forståelse omkring barnets behov, er der mulighed for, at barnet gennem samværet får plads til at opbygge sin egen fortælling om anbringelsen og dets relationer til både forældre og plejeforældre. En fortælling, som vi ved har stor betydning, når barnet allerede som 18- eller 23-årig skal finde sin vej ind i voksenlivet, og selv balancere sit forhold til både plejefamilie og bio-familie.

Kun ved at arbejde med samværets kvalitet kan vi lykkes med at tydeliggøre og sikre både barnets ret og behov. 

Arbejd målrettet med forventningsafstemninger 

I Håndbog om Barnets Lov står der med henvisning til paragraf 103, at barnet eller den unge har ret til, at kommunen inddrager barnets holdning til omfang, rammer og sted for samvær og samtidig understøtter, at forældre kan spille en positiv rolle i barnets liv.

I den kommende tid bliver det vigtigt at finde ud af, hvordan dette gøres i praksis. I projekt Samvær har vi sat os for at udvikle praksisnær forskning, teori, modeller og værktøjer, som kan understøtte dette. Foreløbig tør vi godt anbefale, at praksis sætter fokus på de tre følgende forhold.

For det første: At styrke samarbejde og afstemning af forventninger mellem forældre, plejeforældre/anbringelsessteder, myndigheder og samværskonsulenter. Både når rammer og indhold af støttet og overvåget samvær fastlægges og løbende, så der er et tydeligt grundlag for at vurdere, om samværet er til barnets bedste eller skal begrænses eller suspenderes. 

For det andet: At arbejde åbent og relationelt med konfliktende følelser og opfattelser af barnets behov, så disse ikke skygger for barnets rettigheder, synspunkt, ønsker og behov. 

For det tredje: At støtte barnet endnu mere i at opbygge sin egen fortælling og mening om anbringelsen, samværet og dets relationer til forældre, plejeforældre og netværk.

Kun ved at arbejde med samværets kvalitet kan vi lykkes med at tydeliggøre og sikre både barnets ret og behov.