Spring til indhold
Forside

Nyhed

Lektor Tanja Dall med oplæg i Københavns Kommune

Lagt online: 02.05.2023

Den 27. april holdt Tanja Dall oplæg om fremtidens arbejdsmarked og beskæftigelsesindsats i Københavns Kommune.

Tekst af Alberte Alsø Dokkedal, videnskabelig assistent
Foto: Thomas Busk

På et seminar for Center for Drift, Tilsyn og Jura i centralforvaltningen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i København Kommune holdt Tanja Dall oplæg for 70 medarbejdere om de forskningsmæssige perspektiver på fremtidens arbejdsmarked og beskæftigelsesindsats.

I oplægget beskrev Tanja Dall bl.a. udviklingslinjerne for, hvorfor vi i dag har større forventninger til arbejdspladserne som inklusionsarenaer. Der har altid været fokus på arbejdspladsernes rolle i at inkludere personer, som på den ene eller anden måde kan være i risiko ift. at opnå og fastholde ansættelse (fx unge/ældre, personer med handicap, personer med ikke-majoritets etnicitet osv.). Der er dog sket nye udviklinger i hvad vi (som samfund) forventer af arbejdspladserne, og hvordan man arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik søger at påvirke arbejdspladsernes inklusionsinteresse og -kapacitet. Hermed var der lagt op til diskussion med medarbejdergruppen, om hvad det fx betyder for rollefordelingen mellem arbejdsmarkedets parter; hvad bliver kommunernes rolle fx hvis arbejdspladserne gives en (endnu) mere aktiv rolle? Og hvordan kan disse tendenser tænkes ind i en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen?

I sit oplæg beskrev Tanja Dall ligeledes potentialerne i en nytænkning af beskæftigelsesindsatsen. Vi ved, at der kommer til at ske ændringer i den offentlige beskæftigelsesindsats, men der er endnu ikke konkrete bud på hvordan indsatsen kommer til at se ud. Tanja Dall gav derfor sit bud på potentialerne for en mere effektiv og succesfuld indsats med afsæt i CUBBs forskning, herunder systeminnovation som tilgang til udvikling og implementering af forandringer, behovet for faglighed i alle dele af systemet og (selvfølgelig) borgerinddragelse som afsæt for alle aktiviteter. Med udgangspunkt heri var der lagt op til en afsluttende diskussion af potentialer i en nytænkning af indsatsen.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Tanja Dall på dall@socsci.aau.dk.

CUBB realiseres med støtte fra

Den A.P. Møllerske Støttefond

Kontakt CUBB