På baggrund af mere end 50 interview med borgere, med problemer ud over ledighed, beskriver Merete Monrad, hvordan det er tydeligt, at tid er afgørende for, hvordan borgeren oplever beskæftigelsesindsatsen. Her gælder det i særdeleshed ventetid, som for flere borgere bliver en belastning i sig selv, og bremser dem i at handle fremtidsorienteret. Et perspektiv, hun mener bør indtænkes i en kommende reform af beskæftigelsesindsatsen. Ifølge Merete Monrad trækker beskæftigelsessystemet på nuværende tidspunkt borgerne i to forskellige retninger. På den ene side er systemet borgerinddragende, og fordrer at borgerne tror og handler på en fremtid, hvor de er en del af arbejdsmarkedsfællesskabet – samtidig med at udsatte borgere oplever at være i en venteposition, hvor fremtiden er ude af deres egne hænder.