Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Ny datamodel viser mønstre for tilflytning til små samfund

Lagt online: 29.01.2021

Hvis man kortlægger offentlige sociale data, kan man aflæse nye mønstre i, hvordan danskerne flytter rundt i landet. Denne socio-demokrafiske metode har fået omtale i Børsen.

Tekst: Niels Krogh Søndergaard, kommunikationsmedarbejder
Foto: Svaneke Fyr (Holiday Bornholm)

Småbyer har særligt gavn af tilflytning fra borgere med bestemte karakteristika. Det viser konsulentprojektet ”Varme Zoner”, som bygger på en ny datamodel opfundet af SocMap-forsker Rolf Lyneborg Lund. 

Denne uge skriver Børsen Ejendomme om, hvordan Lyneborg Lunds metode blandt andet er blevet brugt af COWI til at få øje på mønstre for tilflytning.  

Målet med den specifikke analyse har været at finde svar på, hvorfor der er fremgang i disse tre småbyer: Klitmøller i Nordjylland, Svaneke på Bornholm og Torup i Nordvestsjælland.

Mikroområder: et nyt blik på Danmark

Rolf Lyneborg Lunds model bruger kunstig intelligens til at lede efter mønstre i ekstremt store demografiske datamængder inden for meget små geografiske områder, men også for meget større områder som hele Danmark, Norden og andre steder hvor data er af høj kvalitet. Blandt andet anvendes og kvalificeres metoden i et nyt projekt, The Network Dynamics of Ethnic Integration.

Med metoden er det også lettere at lave fleksible og variable inddelinger af det danmarkskort, vi normalt kender. Hvor den mindste inddeling p.t. er i landets godt 2.200 sogne, har Rolf Lyneborg Lund inddelt landet i hele 8.043 såkaldte mikroområder, som ved hjælp af data kan give et meget detaljeret overblik over, f.eks. hvordan et områdes sundhedstilstand eller økonomiske råderum er. 

Med modellen har konsulenterne, der i dette tilfælde arbejder med byudvikling, kunnet afdække de særlige forhold, der gør, at nogle småbyer skifter fra stilstand til vækst. 

I sommer blev Rolf Lyneborg Lund tildelt Spar Nord Fondens forskningspris.