Spring til indhold
Forside

Nyhed

Udflytningen til landets første barmarksprojekt, Regionshospitalet Gødstrup, er en realitet - forsker følger udflytningsprocessen

Lagt online: 04.04.2022

Louise Møller Pedersen, postdoc. på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde AAU, følger det store skift for de ansatte i deres hverdag, når de flytter arbejdsplads.

Af Niels Krogh Søndergaard, kommunikationsmedarbejder
Foto: TV Midtvest

Flytninger af arbejdspladser på cirka 4.000 mennesker inklusive udstyr, inventar og arbejdsgange er ikke noget der sker hver dag, og det er selvsagt et stort sceneskift for alle ansatte.

For nylig har flere hospitaler i Region Midtjylland lukket ned og åbnet på deres nye adresse i Gødstrup. Der er tale om landets første såkaldte barmarksprojekt, hvor man har opbygget et helt nyt hospital, hvor der for 12 år siden lå en mark. Beslutningen om opførelsen af det nye regionshospital i Gødstrup blev truffet i 2009, hvorfor alle har haft tid til at forberede sig. Alligevel er udflytningen blevet forsinket med 5 år, og Corona har påvirket forløbet omkring forberedelsen af de ansatte på udflytningen.

Projektleder Louise Møller Pedersen undersøger i et 5 årigt projekt i samarbejde med Regionshospitalet Gødstrup samspillet mellem det psykosociale arbejdsmiljø, de ansattes mentale sundhed og kvaliteten af sundhedsydelserne før, under og efter udflytningen. Louises post doc.-projekt sætter særligt fokus på de ansattes oplevelse af processen op til udflytningen. Hendes arbejde har TV Midtvest netop sat fokus på.

Ifølge hendes interview med tv-kanalen, som kan ses nedenfor, bliver den næste tid på hospitalet afgørende for, om flytningen kommer til at gå godt for de ansatte.

- Nu skal det hele stå sin prøve, og der er virkelig mange ting, som skal fungere på et sygehus. Nogle af de ansatte står med andres liv i hænderne. Så de har meget mere på spil i deres daglige arbejde end sådan en forsker som mig, siger Louise Møller Pedersen til TV Midtvest.

- Der er mange situationer, hvor man er afhængig af information, både fra de teknologiske systemer og fra andre ansatte. Det kunne eksempelvis være information om, at patienten ikke kan tåle en bestemt type medicin, eller at patienten lider af en kronisk sygdom, Det kan få fatale konsekvenser, hvis noget i kommunikationsgangen ikke fungerer. Derfor er det relevant at belyse samspillet mellem det psykosociale arbejdsmiljø og kvaliteten af sundhedsydelserne.

Louise Møller Pedersens forskningsprojekt løber indtil 2023.