Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Vil du gerne styrke din faglighed på beskæftigelsesområdet?

Lagt online: 09.10.2024

På Socialrådgiveruddannelsen Aalborg Universitet har du mulighed for at efter-videreuddanne dig på tompladsordning. En tomplads er en ledig stol – og måske skal den være din?

Invitation to PhD course: Sociology of Time, 3-day PhD course arranged by the Doctoral School at the Faculty of Social Sciences and Humanities, Aalborg University (AAU). Photo by fauxels 31 on Pexels

Vi udbyder et antal pladser på vores beskæftigelsesmoduler i foråret 2025.

Du kan vælge imellem et grundmodul eller et valgmodul for dig med kendskab til området.

Du får undervisning, studerer og går til eksamen på lige fod med alle vores andre studerende på modulerne.

Grundmodul: Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet

Det grundlæggende modul er målrettet dig, der har brug for en indføring i teorier, lovgivning og metoder. Modulet tager udgangspunkt i jobcentret som organisatorisk ramme. Der arbejdes bl.a. med rehabiliteringsplanens forberedende del og socialmedicin. Der undervises i angst, stress og depression, som er lidelser, der ofte forårsager sygemeldinger og fravær på arbejdsmarkedet. Juridisk behandles gældende love vedr. forsørgelse herunder vandrende arbejdstagere.

Opstart den 1. februar og 10 uger frem. Afsluttes med en individuel eksamen med karakter i modulets 10. uge.

Der er sammenhængende undervisningsdage af optil 6 lektioner, og der vil være 1-2 forberedelsesdage om ugen, hvor der ikke er skemalagt undervisning. Der er undervisning i uge 8. Foreløbigt skema kan rekvireres.

Den samfundsvidenskabelige undervisning handler om arbejdsmarkedets funktionsmåde, den danske model, flexicurity, prekariatet og forståelsen af gældende arbejdsmarkedspolitikken.

NB: Eksamen er i dag skriftlig, men kan blive ændret til mundtlig

Valgmodul: Socialt arbejde på beskæftigelsesområdet

Valgmodulet strækker sig over et semester (5 måneder), hvor det er en fordel, at du har et vist kendskab til beskæftigelsesområdet. Vi arbejder i undervisningen dialogbaseret i samarbejde med jer studerende, praksisfeltet og med konkrete øvelser – vi har her fokus på omsætning og anvendelse af viden og færdigheder i en konkret beskæftigelsesfaglig sammenhæng. Modulet giver dig mulighed for at stå stærkere i dine faglige argumentationer, faglige refleksioner og fx hvordan kvalitet i mødet med borgere og samarbejdspartnere fx virksomhedshederne kan se ud.

Opstart den 1. februar og 20 uger frem. Afsluttes med en ugeopgave, der udleveres i starten af juni, som er grundlag for den individuelle mundtlig eksamen i slutningen af juni. Undervisning og vejledning er fordelt over hele semestret. Foreløbigt skema kan rekvireres.

Målgruppe

Det kan være du arbejder i et jobcenter med:

  • Ledige
  • Sygemeldte
  • Unge
  • Andre målgrupper i beskæftigelsesindsatsen
  • Eller det kan være du er samarbejdspartner til jobcenteret
  • Eller du ønsker et sporskifte med ønske om en fremtid indenfor beskæftigelsesområdet

Jobrotation/kompetencefonde

Vær opmærksom på, at det kan være muligt at deltage i jobrotation eller søge om finansiering via kompetencefonde.

Ansøgningsfrist er 1. december 2024

En fuld socialrådgiveruddannelse svarer til 210 ECTS-point – du kan tage op til 90 ECTS-point på tompladsordning dog ikke bachelorprojekt.